I denne artikel får du nogle små fif, som kan øge kvaliteten i din netværking.
At netværke er ikke indviklet, det kræver dybest set kun, at du møder op og deltager. Men hvis du har netværket et stykke tid, vil du måske opdage, at efter nogen arrangementer kommer du hjem med en Yes-følelse, det her det var virkelig en succes, men andre gange vil du måske føle, at du lidt har spildt sin tid.
Denne artikel handler om hvad du kan gøre, for at mindske chancen for at du spilder din tid, og øger chancen for at opleve Yes-følelsen. Der er nemlig nogle få, simple ting du kan gøre, for at få det bedste ud af din tid i netværket. Lad os gå systematisk til værks og opdele processen i 3 faser:
1. Før et arrangement
2. Under et arrangement
3. Efter et arrangement
#1 Før
Før du begiver dig afsted til et arrangement, kan du bruge lidt tid på at blive bevidst om dig selv:
• Hvad er mit formål med at netværke? Hvad vil jeg gerne have ud af det?
• Hvad skal der til?
• Hvem vil jeg gerne netværke med?
• Hvad vil jeg gerne tale om?
• Hvad har jeg at tilbyde?
• Og hvordan gør jeg det bedst?
Du kan også bruge lidt tid til, at sætte dig lidt ind i profilerne, på de andre deltagere til arrangementet. Måske har du ud fra profilerne en ide om, hvem det er vigtigst for dig at få talt med til arrangementet, men lad det kun være en rettesnor, måske ændrer din prioritering sig, når du møder op, og ser deltagerne i virkeligheden.
Du skal også forberede dig selv. Det vil sige, hvilket indtryk ønsker du, at andre skal have af dig? Hvad vil du fortælle om dig selv, og hvilke spørgsmål vil du stille til de andre?
Man kan godt sige, at du i denne faser undersøger og ligger en plan.
#2 Under
Det vigtigste er at møde op, og være åben – men på den anden side, er det ikke ligegyldigt hvordan du deltager – du kan så at sige deltage aktivt, eller du kan deltage passivt. Nogen mennesker tror det er nok at møde op, og passivt vente på, at andre mennesker tager initiativ. Det kan være en god strategi for nogen, men oftest får man de bedste resultater, hvis man deltager aktivt.
Det vil sige, at du bør sætte dig selv i spil. Det gør du ved at stille spørgsmål og være interesseret i de andre deltagere, samtidig med at du også giver noget af dig selv.
Du bør bruge tiden aktivt, ved at være nærværende, spørgende, lyttede og eventuelt dele ud af din viden – dog uden at virke bedrevidende eller som en Kloge-Åge.
Det kan anbefales at du sætter dig selv i spil, ved at være lidt mere åben og fortælle lidt mere om dig selv, end du plejer, eller du kan dele en oplevelse, der har gjort indtryk på dig, eller dele et kig ind til en interesse, som du brænder for.
Du skal ikke dele så meget, at du overskrider dine egne private grænser – men du skal turde være både personlig og autentisk. Det skaber forbindelser til andre mennesker!
Et andet fif er: Sig dine mål højt! Del dine svar på spørgsmålene i #1 med andre. Det er så meget nemmere for andre at hjælpe dig, hvis de ved hvad du ønsker hjælp til. Kort sagt:
• Vær nærværende, nysgerrig, opsøgende og positiv
• Spørg – og lyt – meget vigtigt - lyt aktivt og med oprigtig interesse
• Fortæl, så andre kan mærke hvem du er. Vær personlig og autentisk
• Vær ikke et brokke hoved - det vil sige fokuser på løsninger og ikke på problemer
I denne fase handler det om være imødekommende, opmærksom og smilende. Du vil tiltrække det hos andre, som du selv udviser. Så tænk over hvilke mennesker du vil tiltrække, og gør dit bedste for selv at være sådan. Ønsker du venlighed, vær venlig. Ønsker du humor, så vær sjov. Ønsker du dybde, så vis dybde. Fortæl ærligt til andre, hvad du søger, hvad du ønsker. Klarhed gør det lettere for alle parter, at navigere rundt i netværket.
#3 Efter
Når arrangementet er afsluttet, og du er kommet hjem igen, kan du reflektere over dit udbytte, men også over din egen adfærd. Du kan også tænke over, hvad du vil bygge videre på.
Lav en hurtig brainstorm:
- Hvordan gik det under arrangementet, i forhold til de tanker du havde før du tog afsted?
- Hvad gjorde du under arrangementet, der virkede? Og hvad gjorde du der ikke virkede?
- Var du lidt for doven, var du for tilbageholdende eller for passiv under arrangementet?
- Var du på ’autopilot’, det vil sige gjorde du det, du plejer at gøre - eller udfordrede du dig selv lidt?
- Var du måske lidt for frisk og hurtig, så det kom til at virke upassende?
- Eller var dit tempo lige tilpas, så der var en naturlig balance og opstod en god energi?
Husk: jo mere ærlig du tør være over for dig selv, des bedre vil du kunne gøre det næste gang. Husk også at være blid over for dig selv. Øvelse gør mester.
Læg en plan for din opfølgning. Det vil være godt at gøre noget, for at styrke og forstærke kontakten til de mennesker, som du havde en god kemi med, og havde gode samtaler med. Hvordan vil du følge op på eventuelle, lovende relationer? Hvornår vil du gøre det?
Tænk over hvad du har at give til de lovende relationer - Hvordan kan du gøre en forskel for den anden? Hvad har du at tilbyde? Tænk også over, hvordan den anden måske kan hjælpe dig, med det du drømmer om?
Det er en rigtig god ide at tage noter i din kalender, så du sikrer dig, at du går fra tanke til handling i fremtiden. Det kan være ting, du skal tage action på i aften, i næste uge eller om tre måneder.
Husk: det her er kun et forslag til en måde at gøre det på. Du kan bruge det som et udgangspunkt, og vælge til og fra, og gøre det som passer bedst til dit temperament.
Kilde: denne artikel er inspireret af Køreplan til din networking: Sådan gør du før, under og efter dit møde